Vi har fået nye ordensregler. Du finder dem her.
I løbet af de næste par udgaver af FUREN vil vi introducere og forklare nogle af de særligt vigtige bestemmelser i ordensreglerne.
Her først reglen om at lukke igennem:
Reglen lyder:
- En langsommere bold skal altid lukke en hurtigere spillende bold igennem, hvis der er plads foran (der er ikke krav om ”et frit hul”, at der er plads foran, skal forstås som, at man ikke venter på bolden foran)
- Spillere, der søger eller skal søge efter en bold skal lukke igennem så snart det står dem klart, at bolden ikke let kan findes. Man har ikke automatisk ret til at søge i 3 minutter, før der lukkes igennem (de 3 minutter er alene tidsgrænsen for, hvornår en bold iht golfreglerne anses for at være mistet).
Første dele af reglen er ret klar. Venter du ikke på bolden foran, og er der en hurtigere spillende bold bagved dig, der venter, så skal du lukke igennem.
2. del af reglen er lige så enkel: har du slået en bold ud i høj rough, må du gerne gå hen og se, om du lige kan finde den. Hvis du ikke umiddelbart kan se den, og der er en bold, der venter bag dig, så må du vælge enten at opgive at lede og spille videre på den provisoriske bold, du formodentlig har spillet eller i stedet lukke igennem.
Et par spørgsmål til nogle praktiske situationer:
1)
Hvad nu hvis jeg ikke har spillet en provisorisk bold, og jeg ikke umiddelbart kan finde min oprindelige bold?
Ja så må du lukke igennem og samtidig gå retur og spille en ny bold fra forrige sted. Du må ikke lade den ventende bold bag dig vente på, at du går retur og spiller en ny bold.
2)
Hvad nu hvis jeg i situationen hvor jeg skal lede efter min bold står og venter på bolden foran?
Det er forsinkelse på grund af lede tid reglen retter sig mod. Du må gerne lede i den tid, hvor du og din bold alligevel skal vente på bolden foran. Også uden at lukke igennem. Men du skal være klar til at slå straks bolden foran er væk. Du må ikke forsinke spillet.
3)
Det er søndag morgen, og der er en masse bolde, der spiller lige efter hinanden. Det er et miks af 2 og 4 bolde, og nogle spiller sikkert hurtigere end de andre. Men alle venter i princippet på hinanden. Skal 4 bolden da lukke den hurtige 2 bold igennem?
Nej. Hele idéen med lukke igennem reglen er, at holder din bold helt i trit med bolden foran, så skal i ikke lukke igennem. Uanset om den bagfra kommende bold klart spiller hurtigere end din bold. Så følger man bare flowet. Men et eller andet sted forrest i den lange række af bolde der venter på hinanden, er der en bold der ikke venter på nogen. Og den bold skal enten speede up, så bolden bagved ikke venter på dem eller lukke igennem. Og at bolden lige bagved har sagt, at de ikke vil lukkes igennem, gør ikke situationen anderledes. Lukke igennem reglen skal sikre, at der ikke er en eller flere bolde, der kan ”lave en stopklods”, så bolde bag dem ikke kan spille med ordentligt flow
Respekt
I de nye ordensregler står der som indledning at vi optræder respektfuldt over for andre, og forventer, at de gør det samme.
I praksis betyder dette at man ikke bare kan spille sit eget spil uden tanke på de bolde der spiller bag en og måske venter.
En god måde at se situationen på er altid at sætte sig selv i den andens sted: hvis det var mig der spillede i den bold der venter, ville jeg så synes det var OK at jeg ikke blev lukket igennem.
Man behøver ikke at stoppe spillet helt, når man lukker en anden bold igennem. Benyt glidende gennemgang i stedet.
Og husk at et smil/en hilsen og et ”tak for at lukke igennem” ud over at være god stil også er med til at gøre det hele meget sjovere for os alle.
Hilsen Regeludvalget
