Søndag den 25. maj starter Danmarksturneringen for hold, og Furesø Golfklubs 2. divisionshold i herrerækken stiller til start på hjemmebane mod Rungsted. Publikum kan glæde sig til en spændende dag med golf i topklasse – verdensranglistens nr. 85, Rasmus Neergaard-Petersen, spiller nemlig for sin hjemmeklub!
Klubfølelse og verdensklasse
Rasmus vender hjem fra USA, hvor han i sidste uge debuterede i sin første major og mandag kvalificerede sig til selveste US Open. På trods af en tætpakket international turneringskalender har han valgt at repræsentere Furesø Golfklub på hjemmebane – et stærkt udtryk for hans engagement og klubfølelse.
Talent og erfaring på holdkortet
Sammen med Rasmus debuterer vores PGA-elev Nicolai Tinning på 2. divisionsholdet. Derudover kan du opleve tre af klubbens største unge talenter:
- Villum Quist (17 år)
- Christian Maack (15 år)
- Mikkel Thastrup Larsen (14 år)
Holdet fuldendes af den rutinerede elitespiller Anders Thastrup Larsen, far til Mikkel, der bringer vigtig erfaring til det unge hold.
Matchprogram
- Kl. 08.00: Tre foursomes
- Kl. 13.00: Seks afgørende singles
Tag familie og venner med
Kom ud i klubben, nyd atmosfæren, og hep på vores lokale helte. Det er en sjælden mulighed for at opleve golf i international klasse – helt tæt på!