Sportsjournalisternes Golfklub har i samarbejde med Dansk Golf Union uddelt Den Gyldne Golfbold 2025, der meget velfortjent går til Rasmus Neergaard-Petersen efter en sæson med stærke præstationer, udvikling og internationalt topniveau, der indeholdt flere topplaceringer, vinder af Crown Australian Open, PGA Tour-kortet samt en invitation til at deltage i The Masters 2026.
Rasmus har været kendt af DGU i mange år, da han fra konfirmationsalderen blev en del af landsholdet og i 2016 var med til at vinde EM bronzemedalje ved European Boys Team Championship samt guldmedalje i 2017 sammen med bl.a. Rasmus og Nicolai Højgaard.
Rasmus’ kendetegn er hans mentale styrke, hvor han aldrig giver op, men han er også det fødte konkurrencemenneske og hader at tabe og er derfor altid meget fokuseret på at blive bedre. Han har bragt sine høje ambitioner og ærgerrighed ind i træningen, hvilket har været en gave til miljøet på landsholdet.
Der er ingen tvivl om, at Rasmus elsker sin hjemmeklub, Furesø, hvilket mange tour-spillere ved, og når de vil drille ham lidt, kan de finde på at sige noget sarkastisk om Furesø, for så bider Rasmus på! Rasmus er også en loyal person, der gerne giver tilbage, hvilket der er mange, der sætter stor pris på, især Furesø Golfklub.
Det er første gang, at Rasmus modtager prisen, men måske ikke sidste gang. ”Det betyder virkelig meget for mig. Den er et stykke dansk golfhistorie. At kunne sætte mit navn på det her trofæ, hvor så mange andre verdensstjerner står, betyder virkelig meget”, sagde Rasmus, efter Hans Stenderup, som var den første modtager af prisen i 1966, havde overrakt Rasmus prisen.
Med prisen fulgte også en check på kr. 20.000, som Rasmus med det samme donerede til Furesø Golfklubs ungdomsarbejde, der har betydet så meget for Rasmus i hans opvækst.

”Der er mange i udlandet, som spørger, hvad vi har i vandet i Danmark, fordi vi er i stand til at producere så mange verdensstjernegolfspillere i så lille et land, men det skyldes det arbejde, der både sker i klubberne og på landsholdet. Jeg ville ikke have været her i dag, hvis det ikke havde været for jeres arbejde!” fortæller Rasmus ydmygt og med taknemmelighed.
Rasmus siger selv, at han har opnået alle sine mål for året, og han føler sig et godt sted, inden han i januar tager til Dubai for at deltage i to turneringer på DP World Tour og dernæst fortsætter til USA for at spille på PGA Tour.
”Jeg ser frem til et rigtig spændende eventyr til næste år i USA. Det at skulle spille i Masters har været en drengedrøm for mig og noget, som jeg har villet i så lang tid. At det så bliver en realitet, kan jeg ikke vente med,” fortæller Rasmus, som nu er rykket frem som nummer 51 på verdensranglisten.
Kæmpe tillykke med prisen, Rasmus! Vi glæder os til at følge dig på din videre færd.
Hvad er Den Gyldne Golfbold?
Den Gyldne Golfbold er Danmarks mest prestigefyldte pris for årets bedste golfpræstation og tildeles en dansk golfspiller eller et hold for en exceptionel sæson. Prisen har været uddelt siden 1966.

Læs mere:
https://www.golf.dk/den-gyldne-golfbold/rasmus-neergaard-petersen-vinder-den-gyldne-golfbold

