Kampen om Øresundscuppen

Mandag kæmpede Danmarks uofficielle Mid-Am (Mid-Age) Landshold mod Sveriges officielle Mid-Am landshold om Øresundscuppen.

Det var en svær kamp mod de formstærke og forbundsstøttede svenskere under vanskelige betingelser på Danmarks måske sværeste golfbane, Royal Golfcenter i Ørestad. Der skulle spilles 3 Bestballs om formiddagen og 6 singler om eftermiddagen, og vores egen Anders Thastrup Larsen var at finde på det stærke danske hold.

Efter bestballs var Danmark foran med 2-1 (Anders vandt bestball sammen med Lasse Vad, Smørum), og det hele skulle afgøres i singlerne. Selvom Anders måtte se sig slået på allersidste hul, var det alligevel Danmark, der til sidst trak til længste strå med en samlet sejr på 5-4. Svenskerne måtte derfor rejse tomhændet hjem uden den pokal, de ellers havde vundet i 2024.

Øresundscuppen spilles i en venskabelig og hyggelig atmosfære, og afvikles skiftevis i Danmark og i Sverige. Næste år må danskerne så tage pokalen under armen med til Sverige – og forhåbentlig får de den med hjem igen.

På billedet ses det svenske hold i “uniformer”, sammen med det danske hold.

Øverst fra venstre: Jesper Thuen (Københavns), Tonny Hansen (Greve), Lasse Vad (Smørum), David Böeck (Smørum), Anders T. Larsen (Furesø) og nederst til højre, Nikolaj Hammersgaard (Royal).

Tilmeld dig vores nyhedsbrev