Bestyrelse
Siden er opdateret d. 05-11-2025
Bestyrelse
PR. AUGUST 2024
Formand
Golf Manager
Svar på mails sendt til bestyrelsen
Herunder svar på mails sendt til Bestyrelsen på adressen bestyrelse@furesoegolf.dk
10-12-2025 - Ændring i forudreserverede tider og blokeringer for Dagdriverne
Spørgsmål
Bestyrelsen har modtaget henvendelser fra medlemmer vedrørende beslutningen om at fjerne Dagdrivernes forudreserverede tider og blokeringer
Svar
Bestyrelsen ønsker at Furesø Golfklub er en klub ’for alle’. Helt kort betyder det, at vi alle skal respektere hinandens behov og at der skal findes kompromiser som sikrer rimelig plads til alle, men det betyder ikke at alle kan få alt hvad de ønsker.
Furesø Golfklub har i en årrække haft 6 KiK’er, hvilket er et af det højeste antal KiK’er i nogen dansk golfklub. Langt de fleste golfklubber har 3 KiK’er. Til udsagnet ”Antallet af klubber i klubben er passende” i spørgeundersøgelsen ”Golfspilleren i Centrum” (som gennemføres hvert år i så godt som alle golfklubber i Danmark) scorer vi da også langt dårligere end vores naboklubber og andre klubber i Nordsjælland. Med andre ord synes Furesø Golfklubs egne medlemmer at vi har for mange KiK’er, og det gælder på tværs af alle medlemstyper.
Ca. en fjerdedel af Furesø Golfklubs medlemmer spiller i KiK, og de har et privilegie i og med at hver KiK har forhåndsreserverede tider. Bestyrelsen har den opfattelse, at privilegier skal reguleres, så de er rimeligt fordelt mellem klubbens medlemmer.
Bestyrelsen har valgt at give KiK området et eftersyn, da den nuværende struktur har eksisteret i rigtig mange år, og vi ønsker en bæredygtig struktur som rækker ind i fremtiden. Golfspillere forandrer sig, arbejdsmarkedet er blevet mere fleksibelt, og flere unge spiller golf. Herreklubben tiltrækker f.eks. rigtig mange, hvorimod andre KiK har svært ved at rekruttere nye medlemmer.
Bestyrelsen og klubbens administration har gennem årene udarbejdet interne retningslinjer for blokeringer og forudreserverede tider på banerne. For KiK’erne er det samlet i klubbens ”KiK Politik”, som opdateres årligt og kan findes på klubbens hjemmeside.
KiK Politikken tilsiger at (citat) ”Antallet af aktive medlemmer skal være mindst 60 for at kunne opretholde status som en officiel KiK og opnå reserverede tider til 18-hullersbanen.” (citat slut). Erfaringsmæssigt er det kun en del (ca. 50%) af en KiK’s medlemmer der deltager i ugens aktiviteter, og hvis gruppen af aktive deltagere bliver for lille, kan det ikke forsvares overfor andre medlemmer af klubben at opretholde det privilegium det er at have forudreserverede tider. I de interne retningslinjer for blokeringer og forudreserverede tider på banerne er der af samme årsag tilsvarende krav f.eks. til antal deltagere i gunstarter for klubturneringer.
’Dagdriverne’ er en KiK, som de senere år har haft svært ved at opretholde et medlemstal på 60, og det har været drøftet mange gange mellem Dagdriverne og de bestyrelsesansvarlige for KiK’er. Da der ikke er udsigt til en stigning i medlemstallet, har bestyrelsen som en naturlig konsekvens heraf informeret Dagdriverne om, at de fra 2026 ikke længere kan opretholde privilegiet med forudreserverede tider og blokeringer.
Bestyrelsen ønsker, at der skal være et tilbud om KiK til alle. Det vil fortsat være muligt, da de nuværende medlemmer af Dagdriverne kan spille i Old Boys, som henvender sig til stort set samme målgruppe, hvoraf rigtig mange allerede er medlem af begge KiK’er.
Furesø Golfklub er en af landets største og mest travle golfklubber når man ser på medlemstal og belægningsprocenten af starttider på vores 9- og 18-hulsbaner. Ligesom vores naboklubber og andre klubber i Nordsjælland scorer vi da også relativt dårligt på udsagnet ”Der er ledige tider på banen, når jeg ønsker at spille” i ”Golfspilleren i Centrum”. Bestyrelsen har derfor fokus på belægningsprocenten af starttider, som vi nogle gange refererer til som ’adgang til 1. tee’.
Furesø Golfklub har en række populære aktiviteter som lægger beslag på starttider i form af forudreserverede tider eller blokeringer, bl.a. Eliten, Regionsgolf, klubturneringer og såkaldte klubber-i-klubben (KiK). Det er aktiviteter som organiseres af engagerede og iderige medlemmer, der ofte gerne vil udvide deres aktiviteter. Af hensyn til de ca. 52% af klubbens medlemmer der ikke deltager i disse aktiviteter, er bestyrelsen meget påpasselig med at tillade yderligere forudreserverede tider eller blokeringer, men er meget lydhør over for ændringer og moderniseringer som kan udvikle klubben i de kommende år og gøre os attraktive for kommende generationer af golfspillere.
05-11-2025 - Højden af semirough efter DPWT
Spørgsmål
Medlemmer har spurgt ind til hvorfor den klippede rough (semirough) ikke er klippet ned til sædvanlig højde umiddelbart efter DPWT.
Svar
Tre dage før DPWT blev semirough klippet i 81 mm, og den blev ikke klippet yderligere i hele turneringsugen.
Efterfølgende er semirough klippet progressivt kortere, men det har taget noget tid af flere årsager:
- For det første er det vigtigt ved græspasning, at man helst ikke klipper mere end 1-2 cm pr. gang, og aldrig mere end 1/3 af græssets længde ad gangen. Klippes for meget af græsset på én gang, svækkes fotosyntesen, og græsset bliver gult og kedeligt.
- For det andet ’klumper’ græsafklip når græsset er vådt og afklippet er for langt. Dette kan kvæle græsset og forhindre vand og ilt i at trænge ned. Græsklumperne er også til stor gene for de golfspillere, der måtte være så uheldige at lande i semirough. 😊
Når græsset af den ene eller anden årsag er meget længere end ønsket, skal det derfor klippes ad flere omgange.
Semirough i Furesø Golfklub er i løbet af sensommeren og efteråret klippet ned til først 51 mm og dernæst 41 mm. Til foråret klippes igen til sædvanlig semirough højde på 38 mm, da kløver ellers vil gøre det svært at finde bolde.
25-09-2025 - Betragtninger og spørgsmål til karakteriseringen af Furesø Golfklubs medlemmer i de to typiske medlemsprofiler ’Klubafhængige’ og ’KlubUafhænge’ - med udgangspunkt i overvejelser om klubbens fremtidige KIK-struktur.
Et medlem har fremsendt nogle udmærkede betragtninger og spørgsmål, som bestyrelsen har kommenteret og svaret på:
Betragtning:
I bestyrelsens overvejelser om KIK, har der været noget statistik på banen vedr. det forhold, at nogle medlemmer har oplevet, at de ikke kan få de tider, de ønsker. Selve statistikkens opdeling i de to grupper medlemmer ’KlubAfhængige’ og ’KlubUafhængige’ kan komme til at fremkalde et modsætningsforhold.
Svar:
Det er korrekt at opdeling af danske golfklubbers medlemmer i de to typiske medlemsprofiler ’Klubafhængige’ og ’KlubUafhænge’ kan føles lidt stigmatiserende, og måske skabe et modsætningsforhold.
Opdelingen er et resultat af grundige statistiske analyser foretaget på vegne af DGU af medlemmer, deres tilhørsforhold til klubberne og deres forventninger til fremtidige klubmedlemskaber, mm. - med udgangspunkt i svar fra ’Golfspilleren i Centrum’. Analyserne viste en klar opdeling (såkaldt ’clustering’) i disse to typiske medlemsprofiler, og det falder helt i tråd med vores egne – mere subjektive – observationer i Furesø Golfklub.
De to typiske medlemsprofiler har væsensforskellige tilhørsforhold til deres golfklub. De KlubUafhængige har en række nære venner, som er omdrejningspunktet for deres aktiviteter i golfklubben, og de klubarrangerede aktiviteter er ikke vigtige. De KlubAfhængige er orienteret i retning af golfklubben, og deltagelsen er høj i de klubarrangerede aktiviteter. Læs mere om de to typiske medlemsprofiler her:
https://ipaper.ipapercms.dk/DanskGolfUnion/diverse/de-to-typiske-medlemsprofiler/?page=1
Formålet med opdelingen er absolut ikke at skabe modsætningsforhold, men at muliggøre en bedre forståelse af golfklubbernes udfordringer, og at skabe indsigt i de to medlemsgruppers behov og ønsker til fremtiden. De to grupper er i Furesø Golfklub cirka lige store, med en svag overvægt af KlubUafhængige, og det er bestyrelsens udtrykte ambition at vi skal forblive en rummelig forening ’for alle’.
I bestyrelsens optik er ingen medlemmer eller medlemsgrupper ’bedre medlemmer’ end andre. Alle medlemmer bidrager til klubben på hver deres måde, og udgør i øvrigt også en del af det økonomiske fundament, der gør, at vi kan drive klubben og banen som vi ønsker - til glæde ’for alle’.
Spørgsmål:
Er der statistikker for, hvordan kønsfordelingen er blandt henholdsvis ’KlubAfhængige’ og ’KlubUafhængige’ med skyldig hensyntagen til kønsfordelingen hos medlemmerne? Hvis nu der er en overvægt af det ene køn, hvordan kan man så gøre noget ved det?
Svar:
Kvinder udgør ca. 32% af Furesø Golfklubs aktive medlemmer. På landsplan er andelen af kvindelige medlemmer i golfklubber ca. 28%. Begge tal har ligget forholdsvis stabilt de seneste 5-6 år.
I Furesø Golfklub er andelen af kvindelige medlemmer der er KlubAfhængige ca. 15% højere end det tilsvarende tal for mandlige medlemmer. Vi observerer altså en undervægt af kvindelige medlemmer i klubben, og en højere andel af kvindelige medlemmer som er KlubAfhængige.
For at tiltrække flere kvindelige medlemmer har vi i Furesø Golfklub bl.a. det ret succesfulde program der hedder ”Kvinder og Golf” (Kvinder og golf - Furesø Golfklub medlemsside).
Om et medlem af en golfklub tilhører den ene eller den anden af de to typiske medlemsprofiler eller arketyper, ’KlubAfhængige’ eller ’KlubUafhængige’, afhænger af mange faktorer, og al erfaring viser, at det ikke er muligt for golfklubberne at ændre medlemmers arketype. Tilhørsforholdet til golfklubben ændrer sig kun når og hvis andre faktorer i dagligdagen, sociale relationer eller lignende ændrer sig.
Spørgsmål:
Er der statistikker for, om klubbens frivillige – f.eks. i Kanin-, Kænguru- og Torsdagsmatchregi - er hovedsageligt fra den ene gruppe (’KlubAfhængige’ eller ’KlubUafhængige’)? Og hvad medfører det så eventuelt af overvejelser?
Svar:
Vi har ca. 130 medlemmer af Furesø Golfklub, der arbejder som frivillige i forskellige roller. Når vi gennemfører spørgeskemaundersøgelsen ”Golfspilleren i Centrum” vælger ca. 75 – 100 medlemmer om året at svare på spørgsmål om det at være frivillig i vores klub.
Af dem, der således aktivt har svaret, at de er frivillige, er ca. 75 KlubAfhængige og ca. 25% KlubUafhængige. Det er altså ikke kun KlubAfhængige der yder frivilligt arbejde. Der er også en hel del KlubUafhængige blandt de frivillige i klubben.
Et af bestyrelsens nuværende strategiske fokusområder er ”Frivillige”, dvs. at det skal være attraktivt at være frivillig i Furesø Golfklub, og at opgaverne skal være klart defineret. Der er derfor i år etableret en frivilligkoordinatorrolle, der kan styrke rekruttering, koordinering og samspillet mellem de mange frivillige indsatser, udvalg og bestyrelsen. Louise Schultz har påtage sig denne vigtige rolle. (Frivilligkoordinator - Furesø Golfklub medlemsside).
Spørgsmål:
Er der nogen viden om eller statistik for, om de to forretninger i Furesø Golfklub, dvs. Proshop og restaurant har en væsentlig omsætning hidrørende fra KiK’ernes køb?
Svar:
Direkte adspurgt, bekræfter både Vivi i Proshopppen og Martin i restauranten, at KiK’erne i et mindre omfang bidrager til omsætningen. Ingen af dem forventer dog en væsentlig nedgang i hverken omsætning eller profit ved en eventuel ændring i strukturen af KiK’erne i Furesø Golfklub.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
03-09-2025 - Kan bestyrelsen lukke banen i to uger?
Spørgsmål fra et medlem:
Jeg vil gerne have oplyst hvor i vedtægterne det fremgår, at bestyrelsen hen over hovedet på medlemmerne kan lukke banen i to uger?
Hvad er baggrunden for at til side sætte medlemmerne?
Jeg har læst vedtægterne flere gange og kan ikke finde et sted hvoraf det fremgår.
Desuden har det aldrig været hemmeligt, for der er flere klubber i området der har meldt ud, at de ikke ønskede denne turnering.
Svar fra Bestyrelsen
Det er korrekt, at vedtægterne ikke beskriver begrænsninger for bestyrelsens virke. I §8 står der, at ”Bestyrelsen forestår ledelsen af klubbens anliggender”. Formand og øvrige bestyrelse er demokratisk valgt af medlemmerne på generalforsamlingen jf. §6 i vedtægterne.
Et forslag om at begrænse bestyrelsens ledelsesret vil derfor kræve en vedtægtsændring. Dette blev foreslået af et medlem på årets generalforsamling, men blev nedstemt.
Vi er mere end 1.700 medlemmer i FG, og der er mange holdninger og meninger om forskellige tiltag og emner – herunder DPWT. Bestyrelsen er nødt til at planlægge langsigtet og balancere medlemmernes ønsker, bl.a. for at sikre at vi lever op til vores målsætning om at være en klub for alle. Nogle medlemmer har været ærgerlige over turneringen, andre har været glade og stolte.
Vi ønsker ikke kommentere på rygter, eller beslutninger truffet i andre klubber.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
28-08-2025 - Fremtiden for KiK’er i Furesø Golfklub
Kære medlem,
Dejligt at du ligesom mange andre har nydt afholdelsen af Danish Golf Championship i Furesø Golfklub. Det var en festlig uge og en stor oplevelse for mange medlemmer.
Vedrørende fremtiden for KiK’er i Furesø Golfklub, så har bestyrelsesrepræsentanter, sammen med en konsulent fra DGU, afholdt to møder den 2. og den 26. juni med repræsentanter fra alle KiK’er, samt et antal KlubUafhængige medlemmer.
Bestyrelsen ønsker at bevare KiK’er, som styrker det sociale liv og sammenhold i klubben, men må også konstatere at det giver anledning til udfordringer. Bestyrelsen besluttede derfor at evaluere om KiK-strukturen er tidssvarende og passer nuværende og forventelige fremtidige behov i en klub ’for alle’.
Evalueringen af de to møder vil i løbet af efteråret blive fremlagt for hele bestyrelsen, som derefter vil drøfte mulige næste skridt i processen. Såfremt der kommer forslag til ændringer af den bestående KiK-struktur, vil de respektive KiK-bestyrelser blive inddraget i det videre arbejde.
Dine betragtninger lader vi indgå i bestyrelsens videre arbejde.
Venlig hilsen,
Bestyrelsen

