Frivilligkoordinator

I bestyrelsen ser vi området frivillighed som en central del af Furesø Golfklubs strategi og fremtid. Vores frivillige yder en uvurderlig indsats, og det er vores klare mål, at frivilligheden bliver mere synlig og værdsat i klubben. Det skal være noget særligt at være frivillig i Furesø Golfklub – og det skal give glæde, fællesskab og positive oplevelser.

Som et led i denne indsats har vi ønsket at etablere en frivilligkoordinatorrolle, der kan styrke rekruttering, koordinering og samspillet mellem de mange frivillige indsatser, udvalg og bestyrelsen.

Vi har derfor spurgt Louise Schultz, om hun ville påtage sig denne vigtige rolle – og det har hun sagt ja til. Louise har i flere år været en meget engageret og værdsat frivillig i klubben og har blandt andet været aktiv i begynderudvalget, Kaninturneringerne og i indsamlinger til støtte for Ukraine.

Vi er utroligt glade for, at Louise har takket ja til opgaven. Rollen kræver både overblik, engagement og organisatoriske evner – alt sammen kvaliteter, som Louise i høj grad besidder, og som mange af os allerede har haft fornøjelsen af at opleve i praksis.

Hvordan arbejdet organiseres fremadrettet, vil ske i tæt samarbejde mellem Louise, bestyrelsen og sekretariatet. Vi glæder os til at styrke frivilligområdet i fællesskab – til gavn for både klub og medlemmer.

Jan Braginski

Tilmeld dig vores nyhedsbrev