En helt unik golfoplevelse – og et godt kompromis

Vi nærmer os jo en helt særlig begivenhed i klubbens historie: For første gang nogensinde lægger vores bane græs til en turnering på DP World Tour, og vi får besøg af nogle af verdens bedste golfspillere. Det er der mange, der er stolte af – også fordi det er første gang, at touren skal spilles på en 100 % pesticidfri bane.

Vi er klar over, at en turnering i denne størrelsesorden påvirker vores almindelige klubaktiviteter. Der er forskellige holdninger blandt medlemmerne – nogle ser frem til at opleve international topgolf på hjemmebane, mens andre hellere så dagligdagen fortsætte som den plejer. I bestyrelsen har vi stor respekt for begge synspunkter og har arbejdet for at finde en løsning, der skaber værdi for flest muligt.

Flere medlemmer har allerede henvendt sig med ønsket om at prøve kræfter med den opsatte DP World Tour-bane, og det ønske vil vi gerne imødekomme. Derfor har vi besluttet, at mandagen efter turneringen (18. august) bliver en unik mulighed for alle medlemmer:

Vi holder DP World Tour-banen åben for spil hele mandagen (18. august) med fuld adgang for klubbens medlemmer. Du får dermed mulighed for at spille banen præcis, som den var sat op under turneringen – med ændret hulforløb og de to huller fra 9-hullersbanen integreret. Fra tirsdag d. 19. august spiller vi igen ‘normalt’, dvs. Hestkøbgård + Farum som 18-hulsbane og Parkvej som 9-hulsbane. Klubbens medlemmer kan booke tider i ugen fra d. 28. juli – for greenfee spiller åbnes der for booking d. 4. august.

For eventuelle greenfee-gæster vil prisen være kr. 1.500 om mandagen, normale priser resten af ugen. Der gælder særlige regler omkring greenfee for d. 18. august, kontakt gerne sekretariatet for yderligere information.

For at skabe plads til denne oplevelse og gøre banen tilgængelig for flest mulige medlemmer har vi valgt at suspendere de normale klubaktiviteter hele ugen – eksempelvis Kaninturneringen og alle øvrige KIK- og træningsarrangementer.

Vi håber, at mange medlemmer vil benytte lejligheden til at spille en bane, som kun ganske få golfklubber får lov at præsentere – og som endnu færre får lov at prøve selv. Det er virkelig en mulighed, der ikke kommer ofte.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev